Og så er det blevet hverdag...

Hverdagen har nu indtruffet sig. Vi er kommet godt i gang med vores arbejde. Lektiecaféen  på LJS er startet vellykket op – i matematik fik Kristina og Cecilie 8 elever, som de har to gange om ugen, mandag og onsdag, hvor vi hjælper dem med det stof, som de i undervisningen finder svært. De sidste par gange har vi snakket om tallene, og de har lært, hvad forskellen på 1000, 1.000.000 og 1.000.000.000 er. Eleverne er vildt motiveret, og de ser det om en stor ære, at nogle vil bruge tid på at undervise dem efter skole.

De mange elever fra LJS har nu også fundet ud af, hvor vi bor, hvilket vi mærker ved, at det daglige besøgstal er steget fra 0 til en ca. 25 stykker. Børn kommer i alle aldre for at ville lege. Det er super hyggeligt, men nogle gange må man bede dem om at gå – de er umættelige. Flere gange om dagen banker voksne også på vores dør, da de gerne vil ”greet us”, som de siger. Hvide er et sjældent syn, og det er derfor super spændende, at 3 af slagsen pludselig bor i området.

Vi har også startet vores undervisning på Katedralskolen i Yola. Maria har fået to klasser, som hun underviser i religion, og Cecilie har fået to klasser, som hun underviser i ”Intergrated science and technology”. Det er nogle dejlige elever, men det er stadig svært at få ro i timerne, når vi ikke er villige til bogstaveligt talt at svinge pisken. Fysisk afstraffelse er hernede hverdagskost, og derfor er det svært at sætte sig i respekt, når vi kun vil bruge vores talegaver som redskab. Herudover er kvinder ikke højt agtet, hvilket ikke gør udfordringen mindre, og så er klasseantallet enormt – typisk en 30-42 elever i hver klasse. Men det bliver bedre og bedre – vi giver ikke op :)

I Mbamba Out har vi også været ovre og lave forskellige aktiviteter. Vi havde nogle balloner med, som de mange børn fandt stor fornøjelse i. At puste en ballon op, lade luften sive ud, puste den op igen osv., kan man nemt få en hel dag til at gå med, når man hedder Gambo, Mika, Samuel, Aboy osv., og bor i en lille afrikansk landsby. Det var helt rørende at se, hvor stor glæde en flyvende rød tingest kan skabe.

I fredags var det ”public holiday”, da man fejrede, at Nigeria nu har været uafhængig i 50 år. Vi tog til Jimeta, hvor vi så nogle flotte parader. Alle skoler havde hvert sit optog, så tusindvis af skoleelever i alverdens skoleuniformer marcherede omkring, mens tusinde vis af glade nigerianere klappede stemningsfyldt til. Det var sjovt at opleve. Om eftermiddagen fejrede vi dagen med eleverne fra LJS, hvor vi afholdte en fodboldturnering. Præmien var FCM t-shirts, som vi havde medbragt fra Danmark. Elever fandt det rigtig underholdende, og det gjorde vi også. Turneringen var både for drenge og piger, hvilket i starten var til stor forundring for drengene, da pigerne normalt ikke er med i den slags ting. Men vi grinede og havde det sjovt samme et par timer, så det var rigtig vellykket.

Lørdag tog vi alle 8 på tur til ”Kiri Dam”, som er en dæmning bestående af to søer i forskellig højde, hvor der normalt vis lever flodheste – vi så ingen, da de kun er at se tidligt om morgenen og om aftenen. Det er et naturskønt område, og vi nød at komme lidt væk og slappe af. Vi havde Bamse med, som er en rigtig god guide. Vi havde der en sjov oplevelse, idet vi stødte på en flok kvinder og børn, som aldrig havde set hvide mennesker før. De var frygtelig bange for os, og de løb deres vej, når vi kom for tæt på. De snakkede ikke engelsk, men Bamse havde en samtale med dem på hausa, hvor han bagefter fortalte os, at de oprigtigt troede, at vi har spøgelser! De troede vi var farlige og ville derfor ikke røre os. At vores hår var ægte, ville de heller ikke tro på. Efter noget tid, vovede en af dem at røre os, men hun var bestemt ikke glad for det. Det var en helt vildt mærkelig oplevelse…

Vi er blevet inviteret til to bryllupper hernede, som vi har sagt ”ja” til at deltage i. Vi kender ikke dem, der holder det, men glæder os meget til oplevelsen. Det er sådan, at alle, der kommer sammen, skal bære det samme tøj. Da vi alle 8 er inviteret, skal vi derfor have syet ens tøj. Vi bestemmer hverken farven eller modellen selv – det gør bruden. Det bliver en meget speciel oplevelse.

Alt i alt er humøret stadig højt hernede. Nyforelskelsen i det afrikanske samfund er ved at udvikle sig til en oprigtig, dybtborende kærlighed.  

Sanu da Aiki!