Well arrived!

Så er vi ankommet til Mbamba, Yola i staten Adamawa. De sidste fem dage (torsdag-mandag) har vi opholdt os i Nigerias hovedstad, Abuja. Da vi ankom til Abuja, var biskoppen i lufthavnen til at modtage os. Allerede her fik vi smagt på den nigerianske levemåde, idet han var 3 timer forsinket – men sådan kan det jo gå ☺ Biskoppen fandt dog hurtigt ud af, at ikke én, men tre biler var nødvendigt for at transportere 8 ”volontøser” og de 24 kufferter, vi havde med i alt. Han bragte os til sit hus, hvor vi to og to fik udleveret et rigtig fint værelse – her var der, til glædelig overraskelse, strøm i op til 5 timer om dagen (sammenlagt!). Hverken bruseren, vandhanen eller det fine træk-slip toilet fungerede – men hvad gør det, når man har en stor balje vand og en øseskål til at klare strabadserne? Ja, det er skam fine forhold i hovedstaden!

Om fredagen blev vi introduceret til kirken Nya-Nya’s Sisters’ Fellowship. De tog os med på det lokale marked, hvor vi blev mødt med ordene ”bature, bature!”, som betyder ”hvide, hvide!”. Det gik hurtigt op for os, at hvide mennesker er et sjældent syn i Nigeria. Her købte vi ind til de to traditionelle nigerianske retter, som vi bagefter forberedte og gjorde et forsøg på at spise. Lørdag var vi på sightseeing i byen, hvor vi så den nationale kirke, den nationale moske, et håndværkscenter og sidst – men bestemt ikke mindst, hvis man spørger vores nigerianske rundvisere – Abuja’s amerikanske Hilton hotel!! Det meste af søndagen gik med gudstjeneste, først en engelsksproget i den lokale kirke og derefter en 4 ½ timers lang gudstjeneste på sproget Hausa i Nya-Nya kirken. Selvom det var virkelig imponerende og inspirerende at opleve deres sang, dans og farvestrålende tøj, er 4 ½ time meget lang tid, når man intet forstår af det der bliver sagt. Det spicede dog gudstjenesten op, at der blev spillet flittigt på både elguitar, trommesæt, keyboard, bas, samt en masse traditionelle instrumenter. Vi erfarede hurtigt, at det i den nigerianske kirke er meget anvendt at have diskussionsaftener med præsten, hvor man diskuterer forskellige kristne problemstillinger og begreber – dette finder vi meget interessant. I Nigeria er kristendom ikke privat, men noget man deler i kirkelige fællesskaber. Herudover er det en generel nigeriansk opfattelse, at man kan måle, hvor kristen man er ud fra, hvor mange kirkelige arrangementer man deltager i - herunder også søndagsgudstjenesten (mange deltager f.eks. både i den engelsksprogede (kl. 8-10) og derefter i den hausasprogede (kl. 10-??)), hvilket resulterer i, at kirken generelt er propfyldt med nigerianere i alle aldre. Under gudstjenesten havde vi fået den opgave at præsentere os selv og synge et par sange – vi har dog stadig lang vej igen, før vi er på samme musikalske niveau med afrikanerne!

Om eftermiddagen var vi i Abujas zoologiske have, som man ikke skal besøge hvis man er glad for dyr... Her syntes kvinderne fra Sisters’ Fellowship pludselig, at det var tid til dans og sang, og inden vi fik set os om, stod vi alle i en rundkreds og bevægede bagdelen på bedste afrikanske vis. Nu var det ikke længere dyrene, der var genstand for opmærksomhed, og hurtigt stod der mindst 100 storgrinende nigerianere og så på, mens de fremmede bature (hvide) dansede!

Under opholdet i Nigeria var det biskoppens kone, Jessica, der stod for at lave mad til os. Det betød, at vi levede af rigtig nigeriansk mad – ris, yams (minder om kartofler – men smager på ingen på sådan!), kødretter med masser af chili i! Nigeriansk mad til morgen-, middag- og aftensmad bliver man hurtigt træt af, hvilket desuden resulterede i et mindre mandefald blandt os, da ca. halvdelen lå med opkast og diarré.

Om mandagen afsluttedes vores ophold i Abuja, som vi ser tilbage på som et meget lærerigt og dejligt ophold – biskop Benjamin og hans familie er de sødeste og mest forstående mennesker. Som man siger, er Nigerias største ressource dets folk og deres taknemmelige og livsglade indstilling til tilværelsen. Vi skulle nu til lufthavnen, da det var blevet besluttet, at vi alligevel ikke skulle med bil (pga. et fangeudslip på 150 fundamentalistiske muslimer i Jos – LANGT fra Mbamba, so don’t worry grannies!). Egentlig var det nok også ret heldigt, da trafikken i Nigeria er den største kilde til dødsfald..! Dette kan måske forklares med, at det kun tager 1 uge at tage kørekort (man skal have lært at køre bil inden man starter) – og hvis man har penge nok, kan det købes uden problemer. Ordet motorcykelkørekort er slet ikke i deres ordforråd! Desuden har vi fået fortalt af vores nigerianske chauffør, at der ikke som sådan findes en færdselslov. Som I nok kan forstå er alt dette medvirkende til en meget spændingsfyldt trafik, hvor man bestemt ikke får lukket et øje!

Nu er vi kommet trygt og sikkert til Mbamba, hvor det danske missionærpar, Mette og Alex, tager sig godt af os. Vi bor i denne uge alle 8 piger i et midlertidigt hus og flytter på søndag. Mette og Alex for os planlagt et spændende program, hvor vi bliver introduceret til området og dets folk.

Sanuku for nu fra to snart solbrune piger, der allerede har forelsket sig i landet langt mod syd☺