Slut finale

Skrevet d. 19/12 - 2010
Dette bliver vores sidste indlæg – vi sidder nu i Abuja og rejser hjem i morgen (vi ankommer d. 21.). Den sidste uges afsked har været rigtig hård, og der er blevet fældet mange tårer, men nu er tankerne rejst til Danmark – til julemad, varme bade og et vejr der er så koldt, at vi allerede nu kan mærke vores tænder klapre.

Torsdag d. 9. og fredag d. 10. var helt almindelige arbejdsdage. Fredag havde vi afslutning på katedralskolen, hvor eleverne fik deres eksamensresultater, som er blevet rigtig flotte i vores fag. Det er vi rigtig glade for, da det dels må betyde, at de har lyttet lidt efter i timerne, men også da det betød, at vores elever strålede som sole.

Om lørdagen havde Cecilie sine 5 elever fra LJS til julebagning. Der blev bagt masser af jødekager, og så blev der drukket kakao og set filmen ”Narnia”. Det var en stor succes – mange af dem var rigtig stolte af at have smagt småkager, men også at have bagt for første gang i deres liv. Cecilie lavede hen i næste uge en ny portion kager, som de fik den sidste lørdag i julegave – så kunne de alle tage småkager med hjem til familien. Både torsdag og lørdag var vi også hos middag hos henholdsvis Verah (sygeplejersken) og Solomon (den computeransvarlige). Da vi allerede der var ved at løbe tør for penge, kom disse invitationer meget passende. Det er ikke nemt at forlade Nigeria lige op til jul – der er så mange fine julegaver, som alle ens penge hurtigt kan bruges på!

Lørdag aften brugte vi flere timer på at tage en Boy’s Brigade eksamen. For at kunne få officielt certifikat på vores deltagelse hver eneste torsdag i nu 3 måneder samt 4 ganges undervisning, skulle vi tage den eksamen. Vi fik den tilbage om søndagen, og vi havde begge klaret os godt, så det var jo dejligt. Søndag eftermiddag havde Cecilie sine 5 elever til matematikundervisning fra kl. 13-17, da de havde matematikeksamen mandag. Her blev der repeteret i fulde drag, og mandag da de var færdige med eksamen, kom de alle løbende for at fortælle, at de kunne løse opgaverne – det var dejligt at se, at de fik sådan en succesoplevelse i matematik. Midt under lektionen søndag mangler Cecilie pludselig opgavearket, som hun havde lavet til dem. En af eleverne sidder og bliver meget rød i hovedet, da han kan fortælle, at han har spist det! Forklaringen var ganske simpelt den, at han var blevet sulten, så hvorfor ikke? Hm...

Søndag aften var vi til ”christmas carols” i Yola 1 (en kirke), hvor vi så en kor på 50 mænd og kvinder synge julesange med stearinlys i hænderne. Det var utroligt rørende og meget, meget smukt.

Mandag havde vi computerundervisning, og herudover brugte vi det meste af dagen på at udarbejde ”computer guides” – ”how to use google”, ”how to create an e-mail”, ”how to use an e-mail” og ”how to use word”. Disse guides er blevet lamineret og sat op i computerlokalet, og så håber vi på, at de kan hjælpe til, at vores computerelever fortsætter arbejdet med computerne.  Nu har de i hvert fald muligheden. Om aftenen havde vi Mette og Alex til julefrokost bestående af leverpostej, spegepølse mm. Det var en rigtig hyggelig aften – Mette har nu også fået sin lillesøster herned til jul.

Tirsdag havde vi først afslutning med kvindeskolen, hvor vi bagte æbleskiver. Det blev en hyggelig formiddag, men en egentlig afslutning havde vi dengang, da Kristina og Julie stadig var her – her dansede og sang vi. Om eftermiddagen havde vi afslutning i ”Mbamba Out”, hvor vi havde fodboldkamp, og så bagte vi snobrød, som vi de sidste par måneder har gjort fast hver anden gang (hver anden gang ris og tomat – hver anden gang snobrød). I anledningen af, at det var den sidste gang, fik de sukker at dyppe dem i. Om aftenen havde vi Cecilies nigerianske værtsfamilie til middag, og de var overraskende vilde med pandekager med fyld!

Onsdag og torsdag havde vi også vores almindelige arbejdsopgaver (samt lidt ekstra computerundervisning), men herudover arbejdede vi de dage med at sætte gynger op i området. Børnene har meget ringe legefaciliteter, så vi købte træ og reb, og med Bamses hjælp fik vi sat nogle rigtig fine gynger op forskellige steder. Onsdag var vi også til middag hos Joseph (kontorarbejder på BLS) samt Maria (vores vaskekone).

Fredag var ugens højdepunkt, for her holdte vi nemlig fest! Vi brugte hele dagen på at lave nigeriansk mad til vores gæster, som talte 20 mennesker – alle de mennesker, som vi føler har betydet meget for os her i Nigeria. Efter at have spist havde vi arrangeret dans på dansk manér – vi lavede appelsindans, ballondans, stoledans samt stopdans. Det var en kæmpe succes. Herefter var der fri dans, og så sluttede festen med, at vi dansede om juletræ og sang julesalmer.

Lørdag var store pakke- og rengøringsdag. Her skulle der også tages afsked med mange, hvilket bestemt ikke var sjovt. Om aftenen var vi til et afskedsarrangement på katedralskolen, hvor vi fik lidt mad og et par pæne ord. Al den afsked har også været ret indbringende – vi har fået alverdens kjoler mm.

Søndag var det så slut finale. Kufferterne blev læsset ud i bilen, og nu sidder vi så her i Abuja og er klar til at rejse i morgen. Når vi tænker tilbage på vores tid, er vi utroligt taknemmelige over at have fået de mange oplevelser og venskaber, som vi har. Vi er utroligt taknemmelige over at have fået muligheden for at bringe hvide tandsmil til verden og taknemmelige over at opleve, at en verden med så meget fattigdom ikke koster fattige mennesker, men tværtimod stolte og stærke mennesker, som ved, hvorfor man skal være taknemmelig for at være til. Når maden ikke står på bordet hver dag, og sygdomme lurer rundt om hjørnet, da tvinges man til at mærke sig selv og sine medmennesker. Man tvinges til at samarbejde, og man tvinges til at dele. Man tvinges også til at forstå, at livet rummer mange sider, og selvom man ikke altid svæver på en lyserød sky, så er der noget at takke for – at man er sammen i et fællesskab. Det har været fantastisk at opleve, at tingene ikke nødvendigvis altid gøres bedst på den måde, som vi bedrevidende kommer med fra fjerne lande. Miljø og kultur sætter nogle rammer, som gør, at man må finde løsningen på forskellige problemer i den kontekst, som vi nu engang befinder os i hernede. Og for at kunne redde verden, må man nok først forstå den verden, som man gerne vil redde!

Tak for at du har fulgt med på vores rejse under Afrikas strålende sol – Mun gode!

Mbamba, dear Mbamba!

Julen er nu for alvor indtrådt. Rundt omkring i vores hus hænger der julehjerter og stjerner, og de første julesmåkager er bagt. En stille og rolig jul kan man dog ikke sige, at vi er gået i møde – vi farer rundt for at nå det sidste, inden vi om kort tid skal tage afsked.
Fredag d. 26/11 var vi igen på en hyggelig kanotur, men denne gang var motoren i kanoen erstattet af to unge mænd, der førte kanoen af sted med lange pinde, som de tog afsæt med på flodbunden. Det var en idyllisk tur, hvor vi fik set Afrikas røde sol gå ned bag træerne. Efter kanoturen kørte vi alle hjem til Alex og Mette, hvor vi forberedte tapas. Det blev rigtig lækkert, og vi fik lavet alverdens små retter af, hvad vi nu havde til rådighed – humus, oliven-tapenade, bagte hvidløg, tomatsalat, pesto-retter mm. Mest eftertragtet var dog nok spegepølsen, som Rasmus havde haft med herned fra ”Afrika-In-Touch”. Vi tilbragte aftenen sammen og så filmen ”Beyond Borders”.

Om lørdagen var vi til endnu et bryllup, men dette var lidt specielt, da det var et "Boys Brigade bryllup". Vi mødte derfor op i alt vores udstyr, og herudover blev vi i dagens afledning udstyret med sværd! Vi marcherede i rækker til musik spillende ved siden af, og så lavede vi ellers sværdparader. Vi var dagene inden blevet trænet grundigt i, hvordan vi skulle bære os ad med sådan et langt, tungt svær, og hvordan vi skulle adlyde de forskellige ordrer. ”Present sword”, kunne kommandanten råbe, og så vidste vi, at sværdet skulle kysses, drejes, sænkes osv. Vi fulgte brudeparret til alteret, og hele processen gentog sig så igen efter brylluppet. Den dag brugte vi fra kl. 9 til kl. 15 i en kirke proppet med mennesker, men en stor oplevelse det fik vi! Herefter var dagen slet ikke færdig endnu, for kl. 15.00 fortsatte vi minsandten til endnu et bryllup, da Bamses bror skulle giftes. Her var det meste af Mbamba mødt op, så det blev en rigtig festlig eftermiddag med masser af dans og musik – og fotografering...

Om søndagen havde Mette og Alex arrangeret en dansk gudstjeneste på deres terrasse, hvilket var rigtig rart. Her holdt vi nadver samt fejrede, at vi bevægede os ind i adventstiden. Efter gudstjenesten tog Kristina, Maria og Cecilie på tur til Numan, hvor vi overnattede hos den danske missionær, Inge. Om aftenen var vi inviteret på middag hos Jordbær og Bamse, som bor i Numan, hvor de serverede stegt firben med noget tomatsovs og ris. Det krævede stor overvindelse at tage det i munden, men så tosset smagte det ikke :)

Ugen derefter var ”afslutningsugen” for de 6 andre volontører. Vi fortsatte vores almindelige arbejde, og  fredag tog vi så alle på vores 6 dages lange ferietur. Turen gik først til Yankari, som er en af Nigerias skønne nationalparker. Her blev vi indlogeret i meget luksuriøse værelser, hvor der var aircondition, varmt vand og lys hele tiden – helt fantastisk. Det er normalvis kun rige nigerianere, der tager til Yankari, hvilket resulterede i, at vi flere gange måtte spørge hinanden, om det virkelig stadig var Nigeria, som vi befandt os i. Pga. nogle koordinationsproblemer blev vores chauffør Haruna indlogeret i en lejlighed et niveau over vores, hvor der var kaffe og te på kande hele tiden, lædersofaer, fladskærm mm. Haruna er en meget fattig nigerianer, som normalt bor i en ganske lille lerhytte med hele hans familie, så da han så sit værelse, ramte hans underkæbe jorden med et sådan brag, at hele parken rystede. De to nætter fik han sig bestemt en oplevelse for livet – en oplevelse, som vi ikke vil være ham foruden. Yankari er kendt for dens varme kilder, hvor vandet konstant er 31 gr. Når vi ikke var på safari, var vi at finde der! Vi var i alt på 3 safarier af i alt 5 timer. Vi kørte i jeeps og havde så 2 nigerianere med (en chauffør og en guide). Da regntiden først lige er slut, og der derfor er vand nærmest over alt, var det svært at se mange dyr – de samler sig ikke om vandstederne før tørketiden, og området er 2225 km²! Vi så dog 5-6 m. lange krokodiller sole sig i græsset, samt antiloper, bøfler, forskellige bukke, samt tonsvis af fugle. Herudover så vi en masse forskellige aber, som vi også havde som naboer. Uden for vores døre vogtede bavianerne nemlig, som var overraskende aggressive og ubehagelige. Vi var lige ankommet til Yankari, da en bavian slog ruden i vores bil ind, tog vores mad samt noget elektronik og løb sin vej. Line og Mette havde sågar også en stor fuldvoksen han hoppende på deres seng, da de ved en fejl havde glemt at låse døren. Aberne er stående på mandshøjde, og når de viser deres skarpe, hvide, skinnede tænder, er det bare om at komme væk. Når man var på sit værelse, gik dørhåndtaget jævnligt ned, da de prøvede af, om de kunne komme ind. De dage gik mange boller og pølsehorn til de store menneskeaber. En mand fortalte os, at de typisk bryder vinduerne op, og så sender de deres børn ind, som så henter maden til dem. Kommer de mindre aber ikke øjeblikkeligt ud med maden, da får de bank af de store. Han fortalte også, at de nogle gange lader som om, de sover. Når man så kigger væk, er de hurtige til at tage, hvad de vil have, hvilket er mad og drikke. De er ufattelige intelligente – var det ikke for deres røde, strålende numser, kunne man blive helt i tvivl om, hvorvidt det var mennesker der vogtede området! Udover de meget voldsomme aber havde vi en rigtig god tur til Yankari.

Søndag gik turen videre til Jos, som er en stor by liggende 8 timer fra Mbamba. Der er 10 gr. koldere end i Mbamba, hvilket har betydet, at vi begge er blevet forkølet. Vi har overvejet, hvordan det vil gå, når vi oplever en temperaturforskel på 40 gr. i Danmark!! Byen, Jos, er mere vestlig orienteret, hvilket betyder, at der er en masse souvenirbutikker. Dem besøgte vi det meste af mandagen – her blev brugt alt for mange penge, men de fleste af os fik styr på julegaverne. Vi boede på et gæstehjem, som Mission Afrika ejer. Dette var et rigtig fint sted, og sandelig om der ikke også er varmt vand i Jos! Lige overfor huset bor et dansk missionærpar, som har boet i Nigeria i 7 år. De arbejder begge med  gadedrenge i Jos og de 3 centre, der er blevet oprettet for dem. Tirsdag morgen tog de 6 andre volontører til Abuja for at rejse hjemad, mens vi flugte dette par i deres arbejde. Det var rigtig, rigtig spændende at opleve, men der blev også fortalt mange historier om barske børneskæbner. Der blev fortalt om børn, hvis forældre havde forsøgt at dræbe dem, men hvordan de så var overlevet og flygtet på gaden, børn som var blevet udstødt pga. moderens død og børn, som var blevet erklæret for såkaldte ”heksebørn” (børn, som bringer uheld), og som forældrene så havde smidt på gaden efter at have tortureret dem længe. Mange børn kunne også fortælle historier om, hvordan deres søstre og brødre var gået bort. Opmuntrende var det dog at se det arbejde, som der blev gjort for disse børn. Projektet er et samarbejde mellem et irsk, amerikansk og det danske missionsselskab, og alt i alt har de skabt et hjem for 300 gadebørn, som nu får mad hver dag samt skolegang. Om onsdagen gik turen igen til Mbamba, hvor vi hjerteligt blev modtaget. Den fantastiske velkomst, vi fik, har bestemt ikke gjort det nemmere at skulle forlade det hele!

I den kommende uge vil vi afslutte vores arbejde og tage afsked. Vi har en hel liste med ting, som vi gerne vil nå. Det bliver en hård uge, men vi begynder også at glæde os til at komme hjem til en god, dansk jul.  Vi har hørt, at sneen falder i strømme, og at julestemningen har lagt sig. Og så skal vi hjem og spise leverpostej, rullepølse, rugbrød og julesmåkager. Allerede nu har vi bestilt, at vores forældre skal have rugbrødsmadder og mælk med til os i lufthavnen ved genforening. Og det er en ordre! :) Mums…

Za ka ji dadin zarafin ka!

1 måned tilbage!

Skrevet d. 21/11 - 2010
Om 1 måned sidder vi på dette tidspunkt i et fly på vej hjemad! Så har vi tilbragt 3 måneder og 13 dage i det solskinsrige Nigeria, og vi vender tilbage med forventninger om en glædelig jul i familien og venners nærvær. For os er det helt surrealistisk at tænke på, hvor tiden bliver af. Tid er en underlig størrelse, for selvom vi føler, at tiden er fløjet af sted, så har vi alligevel så mange oplevelse i bagagen, at det kan synes uforståeligt, at vi ikke har levet hernede i flere år. Og tilslutter man sig så følelsen af, at vi har levet her i flere år, da synes det svært at tro på venner og familiers beretninger om, at livet i Danmark bare har gået sin lineære gang, hvor vi højst sandsynlig vil vende tilbage til de gøremål, vennekredse og roller, som vi forlod. Og så melder bekymringen sig om, hvis folk vil forstå den livserfaring og udvikling, som vi har tilegnet os og været igennem. Og vil de forstå det, når vi beskriver en verden så langt væk – en verden så anderledes. Vi må gøre, hvad vi kan for at fortælle og forklare, for vi ved nu, – først nu -  hvor vigtig det er at forstå verden omkring os. Se da kan vi forstå os selv.

Siden sidst er der som altid sket lidt af hvert. Mortens aften fejrede vi på dansk vis med and, brune kartofler og sovs. Det var hos Alex og Mette, og alle 8 volontører var samlet omkring måltidet. Det blev en rigtig hyggelig aften.

Weekenden derefter var vi på besøg ved nigerianske familier. Vi blev indlogeret 2 og 2 ved 4 familier tilsluttet LVF (Lutheran Youth Fellowship) i Katedralskolen. Her fik vi et værelse, hvor vi skulle sove, og så var vores opgaven ellers at følge familiens gang fra fredag til søndag, hvilket blev en rigtig spændende, men også udfordrende opgave. Vi hjalp med madlavning, pasning af børn osv., men blev også vist rundt i området og vist frem i familiens kredse. Oplevelsen indebar også, at vi deltog i den daglige morgenandagt kl. 6.00 hver morgen, hvor familien mødtes for at bede og læse i bibelen en halv times tid. Vi blev også bedt om at bede højt flere gange, og vi gjorde vores bedste! Det er ikke første gang, vi har oplevet det, så vi er ved at vende os til det, men vi synes nu, det er en meget blottende situation. Weekenden sluttede søndag kl. 18.00, hvor vi alle blev hentet af vores chauffør. Vi var godt trætte og brugte efter en hård weekend, så natten mellem søndag og mandag sov vi godt!

Ugen derefter gik også derudad. Mandag var Cecilie igen med sygeplejersken til landsbyen langt væk, hvor folk igen var stimlet sammen for at blive tilset. Vi havde sat hele dagen af til det, så vi nåede en masse arbejde. Om aftenen  var vi til middag hos Veronica (lederen af kvindeskolen) og hendes mand, hvor vi fik nigeriansk mad, som vi rigtig nok savnede efter en weekend, hvor vi ikke havde spist andet!

Vi afsluttede også begge vores undervisning på Katedralskolen, så eleverne skulle gerne være klar til eksamen nu! Vi havde nogle gode afslutningstimer med repetition, quiz og fotografering (fællesbilleder).  Herudover havde vi en lille gave til hver elev bestående af en kuglepind, en blog og et bolsje. Den gave må man sige gjorde mirakler.

Tirsdag og onsdag var der ”sala”, som er muslimske helligdage. Dette betød, at alt var lukket ned – skoler, markedet osv. Selv præsteskolen var lukket. Hernede er det nemlig sådan, at kristne holder fri på muslimske helligdage og omvendt – alt andet vil være for besværligt, når muslimerne og de kristne i nærmest alle sammenhænge er blandet. Det betød for os 2 meget stille dage, hvor vi fik gjort huset rent og slappet af på det amerikanske universitet.

I denne weekend har vi været på tur til en lille landsby kaldt Tantile. Der var en køretur på ca. 3 timer derud af veje, som man i Danmark ikke vil kalde veje. Dagen brugte vi nede ved floden, hvor vi badede i det mest dejlige vand. Vi gik ture ved floden og beundrede den skønne natur med floden, hvis dybblå vand hamrede mod klipperne. Vi så også vilde aber, som tumlede sig af sted i det vilde krat. Vi boede hos præsten, der satte fine senge til rådighed og serverede mad i store mængder for os. Om aftenen deltog vi i et program holdt på en plads uden for kirken, hvor de forskellige kirkelige grupper hver havde noget underholdning at vise. Det var alt fra skuespil og march til afrikansk dans med sang og musik. Det var rigtig hyggeligt, og det vrimlede med mennesker, da hele landsbyen var samlet. Hen omkring midnat blev vi dog alle meget trætte, da vi havde været oppe siden kl. 5.00. Søndag morgen fandt vi derfor på fantastiske undskyldningen for, at vi kun skulle deltage i gudstjeneste i 2 timer, hvor vi desuden sang en sang som tak for deres gæstfrihed.

I den kommende uge har vi afslutning på LJS, da de her i starten af december begynder deres eksamener. Det bliver en trist afsked, men selvom vi ikke underviser dem mere, kan vi jo stadig gå op på deres hostel og besøge dem – de forlader først skolen d. 18/12.

Alt i alt har vi det stadig godt hernede. Julen er begyndt at nærme sig, så vi har pyntet op med julepynt og høre nu dagligt julemusik. Hernede er ikke anden julestemning end den, vi selv skaber. Vi har også fået Rasmus herned, som er børne-og ungdomsmedarbejder i ”Afrika in Touch”. Han havde en gigantisk spegepølse, 4 dåser leverpostej, en pyrus-tv-julekaldender samt julekort med fra vores forældre. Sikke en dejlig overraskelse!

Vi håber, at alle i Danmark vil gå dejligt ind i December.

Sei talatha!

Nyt fra Mbamba!

Internettet i Mbamba virker desværre ikke længere, så derfor bliver dette indlæg først lagt ud nu (det foregår fra en internetcafé):


Skrevet d. 9/11 - 2010!

I dag er det to måneder siden, vi for første gang trådte ud på nigeriansk jord. Som tiden dog flyver af sted! Vores hverdag er stadig travl, da der er så meget, vi gerne vil, og tiden indtil ankomsten til Kastrup lufthavn begynder at tikke.  Vi ærgrer os ofte over, at døgnet ikke indeholder mere end 24 timer! Det er nu også en kendsgerning, at man bare ikke kan nå det samme i 35 graders varme, som man kan derhjemme. Mellem kl. 12 og 15 er det i princippet for varmt til at lave noget som helst, og da vi så gør det alligevel, bliver vi frygtelig udmattende. Men det, der holder os oppe og kørende er netop også arbejdsopgaverne, som virkelig er både livsbekræftende og lærerige.  De livsbekræftende og lærerige arbejdsopgaver har såfremt ført til, at vi har forlænget vores rejse med 12 dage, således at vi først vender næserne hjemad d. 21. december og altså ikke sammen med de 6 andre volontører.

Vi har haft mange oplevelser siden sidst. Sidste fredag var vi i en nigeriansk biograf – den eneste af slagsen i miles omkreds. Det foregik på den måde, at vi fik stukket en bunke gamle dvd-film i hånden, og så kunne vi selv vælge. Filmen blev så sat på en stor skærm, og så sad vi i biograf-lignende sæder og så den – selvfølgelig som de eneste i biografen. Heldigvis havde de ”Sex and the city 2”, hvilket gjorde oplevelsen rigtig god!

Om lørdagen var vi til vores første nigerianske bryllup! Det var noget af en oplevelse, kan I tro – en meget anderledes  oplevelse end et dansk bryllup. Vi var brudepiger sammen med de andre volontører, og det var i sig selv en udfordring at skulle danse afrikansk dans op ad kirkegulvet, mens 1500 mennesker kiggede beundringsværdi, men også grinende på os (og nej, vi har INGEN videoer af det..!). Bruden kendte vi egentlig ikke, men da hun for mange år siden havde været i Danmark, anså hun os automatisk som hendes bedste venner, og derfor fik vi ikke blot invitation til brylluppet, men også en så fornem titel som ”brudepiger”. Da vi efter den afrikanske dans havde indtaget vores pladser i kirken, fandt vi ud af, at der var tre brudepar, der skulle vies på én gang. Kl. 10 skulle der være valg af den kommende biskop, så man havde derfor besluttet, at alle bryllupper for dagen skulle falde samtidig kl. 8.00 – så var der lige et par timer til at få det afviklet! Da vielsen var ovre, gik en større fotosession i gang ude foran kirken, hvor alle gæster skulle fotograferes med brudeparret. Efter dette var overstået, tog vi hen til stedet, hvor festen skulle holdes. Da vi var brudens ”hvide venner”, skulle vi  naturligvis sidde til højbords, hvilket indebar, at vi sad sammen med parret på en scene, mens de resterende gæster blev placeret på en tribune. Da alle havde danset rundt om brudeparret og øset pengesedler ud over dem, var det tid til måltidet, som bestod af nogle stegte ris og et kyllingelår. Maden havde ikke stor vigtighed til brylluppet. Så skulle alle gaverne gives og de skulle præsenteres – man gik op en flok af gangen og afleverede sin gave, som så blev pakket ud og beundret. Til gæsterne var der også en gave fra parret (hvilket er normalt) – gaven var en plakat med et billede af bruden og gommen. Til sidst kastede bruden sin kunstige blomsterbuket af stof, som hendes 1. brudepige (maid of honor) meget belejligt greb – surprise, surprise. Der var ikke taler og indslag til festen, men til gengæld var der hyret 2 konferencier, som havde ansvaret for, at tingene foregik i den rigtige rækkefølge. Det skal nævnes, at det var 3. gang at brudeparret havde forsøgt at blive gift, men fordi brudens forældre ikke havde penge nok, lykkedes det først nu. Der er måske noget om det med, at 3. gang er lykkens gang? Efter ca. 7 timers bryllup og fest tog vi hjem - godt trætte og mætte af indtryk.

I torsdags var vi til vores første ”rigtige” Boys’ Brigade møde. Det bestod af ½ times Bible Studies, og derefter var der foldboldkamp, hvoraf vi kun var med i Bible Studies. Det lyder måske ret overskueligt, men fordi man hernede opererer med ”african time” (store forsinkelser), startede mødet tre kvarter efter, det skulle have gjort, og derfor tog mødet halvanden time i stedet for en halv! På torsdag er det så os, der skal stå for Bible Studies – det bliver noget af en udfordring at skulle snakke om Bibelen på et andet sprog, samt at man skal være opmærksom på ikke at fornærme deres tro. Vi har spurgt Mette og Alex til råds, som meget venligt har sagt ja til at hjælpe os med, hvad man skal sige! Hvad skulle vi dog gøre uden dem? I denne uge har kirken ved Yola 1 deres årlige fodboldturnering, hvor Boys’ Brigade også har stillet op med et  hold. Vi prøver at finde tid til at tage ud og heppe lidt på dem!

Herudover havde Mette og Alex i anledning af Mettes indsættelse som præst i den lokale kirke bestemt, at de ville holde en mindre fest i søndags. Til dette skulle der slagtes to geder. Cecilie hjalp med slagtningsprocessen, mens Maria pænt blev derhjemme – hun havde fået nok efter slagtningen af de to høns. Bamse og Jordbær var de hovedansvarlige for at tilberede maden. Til festen var der ca. 50 gæster, som frydede sig ovre det  lækre måltid. En nigeriansk fest varer ikke mere end et par timer, så kl. 20:30 var alle gæsterne taget hjem.

Samme søndag brugte Cecilie hele dagen med den lokale sygeplejerske. En lille landsby langt væk havde bedt om lægehjælp. Vi pakkede derfor en taske med forskellig slags medicin og udstryr og drog af sted: sygeplejersken, Sara (en anden volontør), en evangelist, en mand, der havde ansvaret for vores sikkerhed, Haruna og så jeg. Turen derud var en oplevelse i sig selv – vi kørte over sletter, bjergstykker og bakker, og jeg blev meget overrasket over, hvad vores kære lille bus kunne holde til at gøre igennem og over. Nogle gange var det mest behagelig at lukke øjnene og håbe på, at Haruna havde styr på, hvad han lavede. Da vi nåede frem til landsbyen, blev vi informeret om, at mindst 300 patienter behøvede hjælp! Folk fra bjergene var kommet ned, da de af rygter havde hørt, at der var lægehjælp i byen. Da vi kun havde få timer til at hjælpe folk, måtte vi gå rundt mellem dem og vælge, hvem der var mest trængende – det var en rigtig, rigtig ubehagelig opgave. Vi tog dem så en efter en – kiggede på dem, tog temperatur og blodtryk, vurdere deres situation og gav dem evt. medicin. Sygeplejersken var selvfølgelig den ledende – vi var mest hjælpere. En del mennesker henviste vi til sygehuset, men dette vidste vi på forhånd var nyttesløst, da de hverken har penge eller transportmuligheder til dette. Vi nåede ca. at behandle 30 patienter, før vi måtte køre hjem, da vi dels skulle nå hjem til Mettes fest, men også skulle nå hjem inden mørkets frembrud. Oplevelsen den søndag sidder så dybt i mig – jeg har  aldrig oplevet nået lignende. Flere gange fik jeg tåre i øjnene, og en enkelt gang trillede dråberne ned på mine kinder. Selvom vi prøvede at sætte pris på den hjælp, vi trods alt nåede at give, var det forfærdelig at skulle forlade 270 syge mennesker – heraf 150 spædbørn med høj feber og malarie. Vi har meget klare intentioner om at tage derud igen, men det kræver både transport, penge, samt en hel dag. Både evangelisten og sikkerhedsmanden, som desuden fungere som oversættere, kan ingen hverdage pga. andet arbejde, og weekenderne er meget, meget pressede. Men det skal kunne lade sig gøre!

Det seneste nye er, at vi i dag havde vores første timer i uddannelsen til at blive officer i Boys’ Brigade. Det tog to timer, og herefter var vi begge ret møre af at have fået ørene fulde af Boys’ Brigades ”object”, uniformer, historie og rangopbygning. Og det var ikke de sidste timer vi skal have – næh, dette var bare begyndelsen, en slags introduktion. Vi skal også lære flagsprog, morse, kodesprog, march og alt muligt andet. Det bliver spændende!

Vi har i denne weekend også været i gang med at forberede eksamensspørgsmål til vores to klasser, som skal til eksamen i slutningen af november. Nu bliver det interessant at se, om de overhovedet har hørt efter!

Det var vist alt for nu - inaini!

Et farligt måltid!

Sidste onsdag var en ganske speciel dag, da vi havde besluttet at lave kylling til aftensmad. Nu er forholdene i Nigeria jo ikke som i Danmark, så søndag aften købte vi af en af vores bekendte 2 sprællevende fjerkræ, som vi havde i bur til onsdag. Næste skridt var så at finde ud af, hvordan de skulle tilberedes! Her tilkaldte vi vores gode ven Jordbær, som straks gik i gang med halshugning af de to stakkels dyr, efterfulgt af plukning, udtagning af indvolde, afskæring af fødder og hoved osv. Resultatet blev meget vellykket – noget der mindede om god, dansk kylling - men vejen dertil var dog en smule for tragisk for Marias vedkommende. Cecilie fandt det dog yderst spændende: ”Ej – se, Maria, det er tarmene!” – kan I mon gætte hvem af os, der gerne vil studere medicin? For at nyde det vellykkede måltid med andre, inviterede vi Jordbær, Bamse, Alex, Mette og Yemi (en sælger) over på middag. Vi spiste kylling, kartofler, sovs og salat:) Nigerianerne blandt os fandt det dog meget tarveligt, at indvoldene, hovedet og fødderne var skåret væk – som de sagde, var det jo det mest delikate af det hele…

Cecilie er nu blevet ”sygeplejerskeassistent” hos den lokale sygeplejerske på compounden. Hun følger sygeplejersken i hendes arbejde og følger hende også rundt i landsbyerne, hvor hun tilser syge. Typisk møder man folk med aids eller malaria, eller også møder man børn, som er underernærede og derfor ramt af små-sygdomme, som pga. deres kroppes manglende energi til at stå imod får alvorligt omfang. Det er spændende at følge hendes i hendes arbejde, men til tider også meget barsk!

I weekenden har vi været på hele 2 ture! I fredags transporterede Haruna og Jordbær os til Benue-floden, hvor vi sammen med dem og de tre, der styrede båden, havde to timers kanotur i en halv utæt kano – og uden redningsveste, selvfølgelig. Men hvad skulle der også kunne ske ude på midten af en stor flod, hvor der til tider er flodheste – Afrikas farligste dyr..? Det blev en rigtig idyllisk tur, hvor vi fik set dele af Nigerias skønne natur.  Om aftenen holdte vi hyggeaften hos Mette og Alex med pizza, slik og filmhygge. Sikke en dejlig dag!

Dagen efter tog vi til i Numan, hvor Dr. Niels Brønnum som bekendt grundlagde den første kirke i Nigeria; St. John’s Church i 1916. Vi gik en tur i området og så kirken, flodbredden, hvor Brønnum gik i land, samt en forældet missionærkirkegård. Herudover så vi også håndværkerskolen, som er en skole for ca. 30 unge mænd støttet af ”Fra kirke til kirke”-projektet. Eleverne lærer forskelligt træhåndværk, så de efter eksamen har kundskaber, der kan give dem mulighed for at tjene penge til at forsørge en familie. Da det var lørdag, var skolen lukket, men vi mødte dens elever og så også deres opholdsarealer. I Numan bor også ærkebiskoppen Nemuel og hans færøske kone, Kaya, som vi også gav et kort visit. Den danske missionær, Inge, som før boede på Mbamba, men som nu er flyttet til Numan, bød meget belejligt på kage og saftevand, hvilket vi ikke tvivlede et sekund på at sige ’ja tak’ til:) Desuden var en gruppe 50+ ved at restaurere samtlige gæstehuse på det lille område, hvilket de håbede på at kunne være færdige med, inden de tager hjem om et par uger.

Ellers er der  ikke så meget nyt under solen hernede, udover at vi nu deltager i Boys’ Brigade hver torsdag eftermiddag fra kl. 16 og et par timer frem. At være med i dette kræver dog en uniform, som vi nu er i gang med at få syet og købt tilbehør til. Det skal nok blive rigtig godt (der kommer billeder senere)!

Sei gobe!

Hverdagens gang på Mbamba

Bare fordi tirsdag har fået sit helt eget blogindlæg, skal de andre dage ikke snydes!

Mandag er en stille og rolig dag, som starter ud med computerundervisning for præsteleverne fra BLS, hvilket de har hårdt brug for. Det er et fåtal af dem, der har bare lidt kendskab til computere – de fleste har aldrig før været i kontakt med denne form for teknik. Ved første undervisningsgang lød der en række af suk, og flere udbrød: ”waw, is this a real computer!”, og vi kunne så fortælle dem, at sandelig om det ikke var! Internettet er især til stor hjælp for disse elever, da de her kan komme i kontakt med resten af verden vha. e-mail, og så kan de søge på Google, hvis der er noget de har brug for at vide. Det kan være supplerende stof til deres undervisning, eller det kan være ganske almen viden. F.eks. fandt nogle elever ud af, at Danmarks indbyggertal er mindre end både Nigerias, USA’s og Kinas, hvilket overraskede dem meget! På nettet kan de også forøge deres vide om hygiejneforhold, sygdomssymptomer mm. På længere sigt giver dette projekt i høj grad mening, da der er mange internetcafeer i byerne, som eleverne fremover kan bruge. Vi føler virkelig, at vi er en del af noget stort, og det er skønt at se, hvor glade og taknemmelige eleverne er, for det vi kan give dem. Det bliver i disse stunder tydeliggjort, hvor privilegerede vi er at være vokset op med teknik som noget naturligt lige ved hånden – og hvor lidt der skal til for at hjælpe de mindre privilegerede godt på vej. Om mandagen er det også dagen for lektiehjælp i engelsk (Maria og snart også Julie) og matematik (Cecilie og Kristina) for 8-10 elever fra kostskolen på compounden, LJS.

Tirsdag er vidst beskrevet så rigeligt, så lad os springe til onsdag:

Onsdag underviser vi på L.C.C.N Cathedral Academy, som består af Nursery, Primary School og Junior Secondary School (sidstnævnte forkortes JSS). Her underviser Cecilie i Nursery og Primary 5 og Maria i JSS1. Det er nogle sjove timer, men de har bestemt også deres udfordringer, som beskrevet i sidste indlæg. Situationen er dog noget bedre nu, end den var sidst, vi skrev – vi er ved at få sat os i respekt. På Katedralskolen foregår der et pilotprojekt støttet af ”Fra kirke til kirke”, som indebærer donation af nogle specielle computere beregnet til u-lande, der så skal inkorporeres i undervisningen – et rigtig godt projekt, der fungerer nogenlunde, men som stadig er i udvikling! Vi har derfor også lært at bruge disse computere, da de er lidt forskellige fra Windows og Mac, således at vi også kan bruge dem i vores undervisningen. De skal f.eks. bruges til at søge oplysninger om forskellige fagrelaterede emner, som kan supplere det, de får at vide af os.

Onsdag eftermiddag har Cecilie og Kristina også lektiehjælp i matematik.

Om torsdagen skal vi igen undervise på Katedralskolen, hvorefter vi fra kl. 1-3 skal stimulere præstelevernes børn, som er mindst lige så understimulerede som børnene i Mbamba Out. Fra kl. 4-6 har Maria lektiehjælp, og om aftenen fra kl. 19-20 har vi band training, hvor vi synger i et kor med band på, som optræder med sang og dans i kirken hver søndag. Spændende og meget underholdende! :) Torsdag er den bedste aften i ugen – når vi forlader koret kl. 20, ser man os alle tre med smil over hele femøren!

Fredag er vores afslapningsdag. Om morgenen har vi dog computerundervisning, men ellers er resten af dagen fri til at gøre, hvad vi lyster. Nogle gange kan vi tage på nogle overnatningsudflugter med de 5 andre volontører. Vi har program for hver lørdag fra nu og til vi tager hjem – det kan være alt fra udflugter til Kiri Dam til en tur til nationalparken Yankari, hvor vi skal være på en udflugt fra torsdag til lørdag engang i november. I sidste weekend var vi ude og bestige et bjerg – tro det eller ej :) Bjergkæden hedder ”De tre søstre”, og består, som navnet siger, at tre bjerge. Vi besteg ”lillesøsteren” – det var en rigelig udfordring for os. Da vi var midt på bjergtoppen, udbrød der på rekordtid et meget voldsomt regnvejr, og senere blev regnen suppleret med lyn og torden. Vi fik meget travlt med at komme ned og må også indrømme, at vi ikke var helt glade for situationen. Vi slap dog derfra i god behold – to mobiltelefoner måtte dog lade livet. Nu griner vi af oplevelsen, og vi havde også en rigtig god dag.

Vores søndag formiddage bliver brugt i kirken til obligatoriske gudstjenester, der typisk varer 2-3 timer. Der er dog exceptionelle undtagelser, som gudstjenesten i Katedralen i søndags, der varede 5 timer, fordi der udover den almindelige gudstjeneste meget belejligt også var indlagt en præsteordination og -indsættelse! Efter gudstjeneste har vi rengøringsdag, hvor vi fejer og vasker gulvet, samt støver af.

Som I nok kan forstå, går ugerne hernede virkelig hurtigt, fordi de er fyldt op med sjove, udfordrende og spændende arbejdsopgaver. Vi nyder fortsat vores nigerianske liv, som snart kan fejre halvandenmånedsdag!

Desuden har vi nu fået besøg af 8 danske 50+’er, der er kommet herned for at bygge et hus, samt for at være en del af systuen på kvindeskolen. De er rigtig hyggelige mennesker, og de har fundet sig tilrette i vores nabohus.

Indlægget skal sluttes af med at nævne, at vi nu også har grebet os over det afrikanske kødmarked. Vi har nemlig lavet god velkendt spaghetti med kødsovs, og det smagte himmelsk. Selve processen var en mindre god oplevelse – kødet blev købt med fedt, knogler og brusk, og udover at rense det skulle det hakkes gennem en trofast, gammeldags kødhakker med håndsving. Projektet kostede en desinfektion af hele køkkenet, men hvad ofre man ikke for en halv time i smags-himlen:)

Vi vil smutte nu, da vi lige har fået besøg af en af vores trofaste sælgere, der sælger alverdens afrikanske ting og sager.

Sei anjuma!

En helt ”almindelig” tirsdag

Vores tirsdage er så fantastiske dage, at de fortjener et blog-indlæg helt for dem selv!

Om morgenen står vi alle tidligt op, og efter vi har fået et koldt brusebad og en skål havregryn med pulvermælk, er vi klar til at påbegynde dagens gerninger:

Dagen starter på kvindeskolen kl. 8:30 (kvindeskolen er en skole for de hustruer, hvis mænd går på præsteskolen på compounden: Brønnum Lutheran Seminary), hvor vi  lærer kvinderne at bage efter nogle opskrifter, som vi medbringer.  Dem håber vi så på, at de senere kan bruge derhjemme. Desuden er det os, der for indsamlede penge køber råvarerne til projektet. I dette projekt skal de også lære om madlavningshygiejne, som f.eks. indebærer viden om, at man skal vaske hænder inden man begynder at lave mad og vaske de forskellige råvarer, inden man bruger dem. Bagningen foregår med tørgær, og ovnen er en stor, rund gryde med sand i bunden - selvfølgelig stående over et bål - hvori man ilægger nogle forme med dej i. I tirsdags stod menuen på indbagt pizza, og næste gang skal vi bage kage! Det handler om så vidt muligt at bruge de råvarer, som kvinderne selv har til rådighed hernede, og som også er overkommelige inden for deres budget. Derfor går det altså ikke, at vi laver bagværk med importvarer, for det vil kvinderne ingen gavn få af bagefter – og dermed ville ideen med projektet gå tabt! En formiddag som denne har også en anden udfordring, da mange af kvinderne kommer fra landsbyerne, hvor engelskkundskaberne er meget begrænsede. Derfor skal en af kvinderne stå og oversætte alt, hvad vi siger, da majoriteten af dem ikke forstår engelsk.

Efter en hel formiddag med kvindesnak og hygge, er det kl. 3 tid til Mbamba Out-børnene. I Mbamba Out har vi nemlig et projekt, der går ud på, at vi hver tirsdag tager derover og leger med over 100 skønne børn, samt laver lidt mad til dem, som skifter mellem at være kiks og ris med tomater etc. – hvad vi nu lige finder på. Til madlavningen får vi hjælp af nogle lokale kvinder fra landsbyen. Det er en ubeskrivelig følelse at se så mange børn med et stort smil på læben, fordi der endelig er nogen, der tager sig god tid til at lege med dem og vise omsorg for dem. Deres dagligdag er i forvejen hård, og fattigdom og mangel på mad fylder meget – disse børn har bestemt flere bekymringer at bære rundt på, end de burde. At kunne mætte så mange børnemaver – om så blot for en dag – giver virkelig en fantastisk mavefornemmelse, og når vi går derfra, er det som at svæve på en sky af lykke. Om tirsdagen får vi, så blot for et par timer, fjernet bekymringerne fra hundredvis af små barnesind.

Om aftenen skal vi fremover bruge tiden i Boys’ Brigade, som er den nigerianske udgave af FDF. Kirken står for denne organisations - dvs. at der er en Boys’ Brigade kreds for hver kirke i Nigeria, hvilket til sammen giver et temmelig stort antal kredse! Vi glæder os meget til at blive en del af det.

Og så er det blevet hverdag...

Hverdagen har nu indtruffet sig. Vi er kommet godt i gang med vores arbejde. Lektiecaféen  på LJS er startet vellykket op – i matematik fik Kristina og Cecilie 8 elever, som de har to gange om ugen, mandag og onsdag, hvor vi hjælper dem med det stof, som de i undervisningen finder svært. De sidste par gange har vi snakket om tallene, og de har lært, hvad forskellen på 1000, 1.000.000 og 1.000.000.000 er. Eleverne er vildt motiveret, og de ser det om en stor ære, at nogle vil bruge tid på at undervise dem efter skole.

De mange elever fra LJS har nu også fundet ud af, hvor vi bor, hvilket vi mærker ved, at det daglige besøgstal er steget fra 0 til en ca. 25 stykker. Børn kommer i alle aldre for at ville lege. Det er super hyggeligt, men nogle gange må man bede dem om at gå – de er umættelige. Flere gange om dagen banker voksne også på vores dør, da de gerne vil ”greet us”, som de siger. Hvide er et sjældent syn, og det er derfor super spændende, at 3 af slagsen pludselig bor i området.

Vi har også startet vores undervisning på Katedralskolen i Yola. Maria har fået to klasser, som hun underviser i religion, og Cecilie har fået to klasser, som hun underviser i ”Intergrated science and technology”. Det er nogle dejlige elever, men det er stadig svært at få ro i timerne, når vi ikke er villige til bogstaveligt talt at svinge pisken. Fysisk afstraffelse er hernede hverdagskost, og derfor er det svært at sætte sig i respekt, når vi kun vil bruge vores talegaver som redskab. Herudover er kvinder ikke højt agtet, hvilket ikke gør udfordringen mindre, og så er klasseantallet enormt – typisk en 30-42 elever i hver klasse. Men det bliver bedre og bedre – vi giver ikke op :)

I Mbamba Out har vi også været ovre og lave forskellige aktiviteter. Vi havde nogle balloner med, som de mange børn fandt stor fornøjelse i. At puste en ballon op, lade luften sive ud, puste den op igen osv., kan man nemt få en hel dag til at gå med, når man hedder Gambo, Mika, Samuel, Aboy osv., og bor i en lille afrikansk landsby. Det var helt rørende at se, hvor stor glæde en flyvende rød tingest kan skabe.

I fredags var det ”public holiday”, da man fejrede, at Nigeria nu har været uafhængig i 50 år. Vi tog til Jimeta, hvor vi så nogle flotte parader. Alle skoler havde hvert sit optog, så tusindvis af skoleelever i alverdens skoleuniformer marcherede omkring, mens tusinde vis af glade nigerianere klappede stemningsfyldt til. Det var sjovt at opleve. Om eftermiddagen fejrede vi dagen med eleverne fra LJS, hvor vi afholdte en fodboldturnering. Præmien var FCM t-shirts, som vi havde medbragt fra Danmark. Elever fandt det rigtig underholdende, og det gjorde vi også. Turneringen var både for drenge og piger, hvilket i starten var til stor forundring for drengene, da pigerne normalt ikke er med i den slags ting. Men vi grinede og havde det sjovt samme et par timer, så det var rigtig vellykket.

Lørdag tog vi alle 8 på tur til ”Kiri Dam”, som er en dæmning bestående af to søer i forskellig højde, hvor der normalt vis lever flodheste – vi så ingen, da de kun er at se tidligt om morgenen og om aftenen. Det er et naturskønt område, og vi nød at komme lidt væk og slappe af. Vi havde Bamse med, som er en rigtig god guide. Vi havde der en sjov oplevelse, idet vi stødte på en flok kvinder og børn, som aldrig havde set hvide mennesker før. De var frygtelig bange for os, og de løb deres vej, når vi kom for tæt på. De snakkede ikke engelsk, men Bamse havde en samtale med dem på hausa, hvor han bagefter fortalte os, at de oprigtigt troede, at vi har spøgelser! De troede vi var farlige og ville derfor ikke røre os. At vores hår var ægte, ville de heller ikke tro på. Efter noget tid, vovede en af dem at røre os, men hun var bestemt ikke glad for det. Det var en helt vildt mærkelig oplevelse…

Vi er blevet inviteret til to bryllupper hernede, som vi har sagt ”ja” til at deltage i. Vi kender ikke dem, der holder det, men glæder os meget til oplevelsen. Det er sådan, at alle, der kommer sammen, skal bære det samme tøj. Da vi alle 8 er inviteret, skal vi derfor have syet ens tøj. Vi bestemmer hverken farven eller modellen selv – det gør bruden. Det bliver en meget speciel oplevelse.

Alt i alt er humøret stadig højt hernede. Nyforelskelsen i det afrikanske samfund er ved at udvikle sig til en oprigtig, dybtborende kærlighed.  

Sanu da Aiki!

En slange i stuen!!!

Fredag aften var vi alle 8 samlet for at lave noget god mad og hygge os. Vi sidder inde i stuen kl. ca. 23:30, (der er ingen elektricitet – kun mørke), da Kristina pludselig skriger: ”en slange rørte min fod” – og sandelig ja – der var en slange midt i vores stue… Den var sort og ca. 40 cm. lang. Vi sprang op og overraskende nok, fik vi os alle placeret på stuebordet og på møblerne omkring det. Da vi havde lokaliseret slangen til at være under sofaen, sprang vi ned, og vi (Maria og Cecilie) løb over til Alex og Mette efter hjælp. De stod op, og Alex tog en spade med. Han kiggede på slange og kunne konstatere, at den ikke var farlig – det var en ”brown snake”. Den blev lokket op i en spand, og Alex dræbte den. Vi synes selv, at det var en voldsom oplevelse – vi har aldrig været så bange… Bamse har dog lovet at undersøge, om der er nogle steder, hvor de kan komme ind, men den er højst sandsynlig kommet ind, mens døren har været åbent. Alex siger, at det er yderst sjældent, at slangerne kommer indenfor, da de hader lugten af mennesker. De har selv boet her et år, og de har i al den tid kun set én slange. Det giver lidt trøst :)

Det første stykke tid i Mbamba

Skrevet d. 23/9 - 2010

Vi har nu efterhånden fundet os til rette i Mbamba. Den første uge havde Mette og Alex jo lavet et program for os, som indebar en times religionsintroduktion ved en nigeriansk præst, en introduktion til de lokale markeder, et oplæg om den nigerianske kirkes historie, oplæg om Nigerias historie, en tur på den nærliggende savanne sammen med nogle lokale unge, samt en tur på stofindkøb på markedet for derefter at få syet kjoler hos de lokale skræddere. Det har resulteret i smukke nigerianske dragter i alle regnbuens farver, som vi i søndags kunne afprøve til gudstjenesten.

I løbet af denne uge fik vi mange nye bekendtskaber - heriblandt de to alt-mulig-mænd Bulus (kaldet Bamse af Mette og Alex) og Alex (kaldet Jordbær). De har både lavet vores bruser, vandhane, rør, lys mm., og de har nu også spist flere måltider hos os, da det er uhøfligt ikke at byde sine arbejdere på mad. Jordbær insisterer nu på, at vi 8 volontører skal holde et møde, hvor vi skal afgøre hvem af os, der skal gifte sig med ham og tage ham med til Danmark! Vi er ved at lære ham at blive en god dansk ægtemand, ved at han f.eks. skal tage ud af bordet, hjælpe med at vaske op osv. I aften skal vi lære ham at lave tunfrikadeller med kartofler og sovs! Dette er meget uvant for ham (men han er dog villig til at ofre sig og kaste sig ud i det), for i Nigeria er det nemlig sådan, at de hjemlige pligter er delt op i 0% til manden og 100% til kvinden (ifølge Bamse), og det er nok ikke helt forkert. Dermed ikke sagt, at mændene ikke arbejder; en hårdtarbejdende nigerianer skal arbejde fra 6-22 hver dag, for at kunne forsørge sin familie.

Weekenden og den første del af denne uge har vi brugt på at gøre vores 5-personers hus beboeligt. Det har stået tomt i et halvt år, og selvom det var blevet gjort rent forinden med nigerianske stråkoste, var det stadig møgbeskidt (hmm, hvorfor mon..?!). Det har kostet tonsvis af klude, rengøringsmidler og svedperler – men nu er ”projekt rengøring” endelig fuldført. Vi har fået pakket alt ud og sat billeder på væggene, og dermed er det blevet et rigtigt hjem. Der begynder så småt at strømme børn til i alle aldre – i dag har vi f.eks. bygget et dukkehus af papkasser sammen med dem til de LEGO-figurer, vi har med hjemmefra. De finder også stor fornøjelse i at vælge en tegning fra malebogen og derefter farvelægge den i alverdens farver - derfor hænger der efterhånden en del tegninger på vores stuevæg.

Vi bor i et rigtig dejligt område. Som naboer har vi LJS (Lutheran Junior Seminary – secondary school), som er en kostskole for 600 drenge og piger i alderen 8-20 år. Vi skal her oprette lektiehjælp til de svage elever i engelsk, fransk, matematik, computer og ”integrated science” (biologi, fysik og kemi). Herudover ligger der også en præsteskole på compound’en, hvor bl.a. Mette og Alex underviser. Det patriarkalske samfund viser sig her, da nærmest alle præsteeleverne er mænd – deres hustruer går på kvindeskolen, hvor de lærer forskelligt håndværk. For alle er der forskellige aktiviteter tilknyttet kirken - heriblandt Boys’ Brigade, Girls’ Briagde, Gospel Singers, Bible Studies, en masse fellowships mm. Vi vil inden længe også deltage i nogle af disse aktiviteter. Her er desuden et aktivt dyreliv, da både geder, får, køer, høns, katte og hunde vandrer frit omkring og giver lyde fra sig.

Efter vi er kommet til Mbamba, er maden steget med adskillige stjerner, da vi selv er begyndt at kokkerere. I går fik vi så sandelig nybagt rugbrød (naturligvis fra en rugbrødsblanding medbragt fra DK, for findes der groft mel hernede? Nej..!).

I lørdags var vi til fødselsdagsfest på ABTI club, som er en klub tilknyttet det amerikanske universitet i Yola. Det er som om, at et stykke af USA er plantet midt i Nigeria – her er to store swimming pools, en jacuzzi, et fitnesscenter, samt en restaurant med store bøffer, pomfritter og salat! Desuden har den, til forskel fra resten af Nigeria, elektricitet hele tiden. På stedet er de almindelige nigerianer forment adgang, og de har desuden heller ikke råd til det. Det er tilladt for alle medlemmer at bære vestligt tøj, hvilket indebærer shorts og stropbluse samt badetøj – en påklædning, der ellers ikke er velset i det nigerianske samfund. Til dette poolparty af en fødselsdagsfest blev der serveret helstegt pattegris – hvilket glædeligt gensyn med vestlig mad! Til festen var kun hvide/vestligtsindede amerikanere – mest gamle, velhavende mænd, der tjener kassen i forskellige firmaer. Det var en meget speciel oplevelse, men samtidig rart at kunne udveksle erfaringer og indtryk med nogle vestlige, der har tilbragt mange år i Nigeria.

I næste uge kan vi håbe på at komme i gang med arbejdet på Katedralskolen i Yola og her på Mbamba. I morgen skal vi til møde med førstnævntes rektor og snakke med ham om, hvilke dage vi skal arbejde – det bliver ca. to gange om ugen.

Lektiehjælpen på LJS starter med matematik på fredag.

Dette var alt for nu – Hausa kadang kadang!

Well arrived!

Så er vi ankommet til Mbamba, Yola i staten Adamawa. De sidste fem dage (torsdag-mandag) har vi opholdt os i Nigerias hovedstad, Abuja. Da vi ankom til Abuja, var biskoppen i lufthavnen til at modtage os. Allerede her fik vi smagt på den nigerianske levemåde, idet han var 3 timer forsinket – men sådan kan det jo gå ☺ Biskoppen fandt dog hurtigt ud af, at ikke én, men tre biler var nødvendigt for at transportere 8 ”volontøser” og de 24 kufferter, vi havde med i alt. Han bragte os til sit hus, hvor vi to og to fik udleveret et rigtig fint værelse – her var der, til glædelig overraskelse, strøm i op til 5 timer om dagen (sammenlagt!). Hverken bruseren, vandhanen eller det fine træk-slip toilet fungerede – men hvad gør det, når man har en stor balje vand og en øseskål til at klare strabadserne? Ja, det er skam fine forhold i hovedstaden!

Om fredagen blev vi introduceret til kirken Nya-Nya’s Sisters’ Fellowship. De tog os med på det lokale marked, hvor vi blev mødt med ordene ”bature, bature!”, som betyder ”hvide, hvide!”. Det gik hurtigt op for os, at hvide mennesker er et sjældent syn i Nigeria. Her købte vi ind til de to traditionelle nigerianske retter, som vi bagefter forberedte og gjorde et forsøg på at spise. Lørdag var vi på sightseeing i byen, hvor vi så den nationale kirke, den nationale moske, et håndværkscenter og sidst – men bestemt ikke mindst, hvis man spørger vores nigerianske rundvisere – Abuja’s amerikanske Hilton hotel!! Det meste af søndagen gik med gudstjeneste, først en engelsksproget i den lokale kirke og derefter en 4 ½ timers lang gudstjeneste på sproget Hausa i Nya-Nya kirken. Selvom det var virkelig imponerende og inspirerende at opleve deres sang, dans og farvestrålende tøj, er 4 ½ time meget lang tid, når man intet forstår af det der bliver sagt. Det spicede dog gudstjenesten op, at der blev spillet flittigt på både elguitar, trommesæt, keyboard, bas, samt en masse traditionelle instrumenter. Vi erfarede hurtigt, at det i den nigerianske kirke er meget anvendt at have diskussionsaftener med præsten, hvor man diskuterer forskellige kristne problemstillinger og begreber – dette finder vi meget interessant. I Nigeria er kristendom ikke privat, men noget man deler i kirkelige fællesskaber. Herudover er det en generel nigeriansk opfattelse, at man kan måle, hvor kristen man er ud fra, hvor mange kirkelige arrangementer man deltager i - herunder også søndagsgudstjenesten (mange deltager f.eks. både i den engelsksprogede (kl. 8-10) og derefter i den hausasprogede (kl. 10-??)), hvilket resulterer i, at kirken generelt er propfyldt med nigerianere i alle aldre. Under gudstjenesten havde vi fået den opgave at præsentere os selv og synge et par sange – vi har dog stadig lang vej igen, før vi er på samme musikalske niveau med afrikanerne!

Om eftermiddagen var vi i Abujas zoologiske have, som man ikke skal besøge hvis man er glad for dyr... Her syntes kvinderne fra Sisters’ Fellowship pludselig, at det var tid til dans og sang, og inden vi fik set os om, stod vi alle i en rundkreds og bevægede bagdelen på bedste afrikanske vis. Nu var det ikke længere dyrene, der var genstand for opmærksomhed, og hurtigt stod der mindst 100 storgrinende nigerianere og så på, mens de fremmede bature (hvide) dansede!

Under opholdet i Nigeria var det biskoppens kone, Jessica, der stod for at lave mad til os. Det betød, at vi levede af rigtig nigeriansk mad – ris, yams (minder om kartofler – men smager på ingen på sådan!), kødretter med masser af chili i! Nigeriansk mad til morgen-, middag- og aftensmad bliver man hurtigt træt af, hvilket desuden resulterede i et mindre mandefald blandt os, da ca. halvdelen lå med opkast og diarré.

Om mandagen afsluttedes vores ophold i Abuja, som vi ser tilbage på som et meget lærerigt og dejligt ophold – biskop Benjamin og hans familie er de sødeste og mest forstående mennesker. Som man siger, er Nigerias største ressource dets folk og deres taknemmelige og livsglade indstilling til tilværelsen. Vi skulle nu til lufthavnen, da det var blevet besluttet, at vi alligevel ikke skulle med bil (pga. et fangeudslip på 150 fundamentalistiske muslimer i Jos – LANGT fra Mbamba, so don’t worry grannies!). Egentlig var det nok også ret heldigt, da trafikken i Nigeria er den største kilde til dødsfald..! Dette kan måske forklares med, at det kun tager 1 uge at tage kørekort (man skal have lært at køre bil inden man starter) – og hvis man har penge nok, kan det købes uden problemer. Ordet motorcykelkørekort er slet ikke i deres ordforråd! Desuden har vi fået fortalt af vores nigerianske chauffør, at der ikke som sådan findes en færdselslov. Som I nok kan forstå er alt dette medvirkende til en meget spændingsfyldt trafik, hvor man bestemt ikke får lukket et øje!

Nu er vi kommet trygt og sikkert til Mbamba, hvor det danske missionærpar, Mette og Alex, tager sig godt af os. Vi bor i denne uge alle 8 piger i et midlertidigt hus og flytter på søndag. Mette og Alex for os planlagt et spændende program, hvor vi bliver introduceret til området og dets folk.

Sanuku for nu fra to snart solbrune piger, der allerede har forelsket sig i landet langt mod syd☺

Rejseklar

Vi er nu klar til at tage afsted i morgen. Kufferterne står klar, og der er sagt farvel til venner og familie. Det blev til i alt 5 kufferter à ca. 20 kg. Meget af pladsen er gået til sponsorgaver. 

Vi mærker sommerfuglene i maven, men vi glæder os vanvittigt meget:) 

Vi tager toget fra Herning kl. 12:36 og er så fremme i Kbh. kl. 16:39. Så har vi 3 timer til boarding - vi flyver 19:55. Første stop er i London, hvorefter vi flyver til Abuja, som er hovedstanden i Nigeria. Vi er fremme kl. 4:26 torsdag morgen. 

Den første uge skal vi befinde os i Abuja, hvor vi skal lege turister. Her skal Biskoppen og hans kone  tage sig af os og undervise os i den nigerianske kultur. Så går turen videre østpå til nationalparken Yankari, hvor vi tager en enkelt overnatning. Her skal vi på en "mini safari". Turen går så videre til byen Mbamba (en lille landsby ved side af Yola), hvor vi skal være resten af opholdet. 

Næste gang denne blog opdateres, sidder vi i 35 graders varme i det solskinsrige Nigeria! 

På vej ud i den store, fremmede verden

Vi er nu, efter en uges forberedelseskursus, ved at være klar til at rejse på eventyr i Nigeria. Fulde af forventninger til det 3-4 måneders lange ophold i byen Mbamba i det nord-østlige Nigeria, drager vi af sted d. 8. september kl. 19.55 fra Kastrup Lufthavn. Den sidste uge har vi opholdt på Diakonhøjskolen i Århus, hvor vi sammen med ca. 20 andre unge volontører er blevet rustet til det kulturmøde, der venter os. Vi har haft besøg af forskellige undervisere, som har sat en lang række diskussioner i gang, hvor vi har debatteret og behandlet forskellige religiøse spørgsmål. Vi er blevet bedt om at gøre rede for, hvem vi er, og hvad vi tror på med håbet om, at denne selvrefleksion og bevidstgørelse om egen tro og om Danmark, som et kristent land, vil styrke os i mødet med den nigerianske indgangsvinkel til kristendommen. Vi har også haft besøg af tidligere volontører, som har beskrevet den afrikanske kultur for os - herunder fortalt, hvad man som hvid i et afrikansk land gør og ikke gør, og hvilke udfordringer man møder. Derudover har vi haft undervisning i sundhed og sikkerhed, hvilket indbefattede beskrivelser og illustrationer af mulige sygdomme og psykiske problemer.

Endelig har vi mødt de 6 andre piger, som vi skal rejse med. 1 af dem skal vi bo i hus sammen med. Hun hedder Kristina Østergaard. Kristina er ligesom os provstivolontør, hvilket indbefatter, at vi efter vores ophold skal ud og holde foredrag om vores rejseoplevelser og -erfaringer forskellige steder i Herning Nordre Provsti.

Vi har i de sidste par måneder kimet sponsorer ned i håbet om, at de ville donere nogle sponsorgaver, som vi kan bruge i forbindelse med undervisning og forskellige aktiviteter. I Nigeria skal vi nemlig undervise i engelsk og computerbrug på skolen i Mbamba, lave lektiecafe for eleverne, indgå i organisationsarbejde, herunder The Boys' Brigade og kor, og så skal vi underholde og stimulere meget fattige børn i landsbyen "Mbamba Out". Vi er blevet meget positivt overraskede over den opbakning, vi er blevet modtaget med, og resultatet heraf er blevet indsamling af både t-shirts, notesbøger, kuglepenne, sjippetorve, lego, lærebøger, tusser, sæbebobler, balloner samt børnetøj.

Vi vil i Nigeria jævnligt (hvis muligt, jf. internetforbindelsen) poste indlæg på denne blog, hvor I kan følge med i vores eventyr. I er velkomne til at skrive kommentarer eller spørgsmål, og vi vil herefter forsøge at besvare dem.

Billede fra forberedelseskursets undervisning i Århus