1 måned tilbage!

Skrevet d. 21/11 - 2010
Om 1 måned sidder vi på dette tidspunkt i et fly på vej hjemad! Så har vi tilbragt 3 måneder og 13 dage i det solskinsrige Nigeria, og vi vender tilbage med forventninger om en glædelig jul i familien og venners nærvær. For os er det helt surrealistisk at tænke på, hvor tiden bliver af. Tid er en underlig størrelse, for selvom vi føler, at tiden er fløjet af sted, så har vi alligevel så mange oplevelse i bagagen, at det kan synes uforståeligt, at vi ikke har levet hernede i flere år. Og tilslutter man sig så følelsen af, at vi har levet her i flere år, da synes det svært at tro på venner og familiers beretninger om, at livet i Danmark bare har gået sin lineære gang, hvor vi højst sandsynlig vil vende tilbage til de gøremål, vennekredse og roller, som vi forlod. Og så melder bekymringen sig om, hvis folk vil forstå den livserfaring og udvikling, som vi har tilegnet os og været igennem. Og vil de forstå det, når vi beskriver en verden så langt væk – en verden så anderledes. Vi må gøre, hvad vi kan for at fortælle og forklare, for vi ved nu, – først nu -  hvor vigtig det er at forstå verden omkring os. Se da kan vi forstå os selv.

Siden sidst er der som altid sket lidt af hvert. Mortens aften fejrede vi på dansk vis med and, brune kartofler og sovs. Det var hos Alex og Mette, og alle 8 volontører var samlet omkring måltidet. Det blev en rigtig hyggelig aften.

Weekenden derefter var vi på besøg ved nigerianske familier. Vi blev indlogeret 2 og 2 ved 4 familier tilsluttet LVF (Lutheran Youth Fellowship) i Katedralskolen. Her fik vi et værelse, hvor vi skulle sove, og så var vores opgaven ellers at følge familiens gang fra fredag til søndag, hvilket blev en rigtig spændende, men også udfordrende opgave. Vi hjalp med madlavning, pasning af børn osv., men blev også vist rundt i området og vist frem i familiens kredse. Oplevelsen indebar også, at vi deltog i den daglige morgenandagt kl. 6.00 hver morgen, hvor familien mødtes for at bede og læse i bibelen en halv times tid. Vi blev også bedt om at bede højt flere gange, og vi gjorde vores bedste! Det er ikke første gang, vi har oplevet det, så vi er ved at vende os til det, men vi synes nu, det er en meget blottende situation. Weekenden sluttede søndag kl. 18.00, hvor vi alle blev hentet af vores chauffør. Vi var godt trætte og brugte efter en hård weekend, så natten mellem søndag og mandag sov vi godt!

Ugen derefter gik også derudad. Mandag var Cecilie igen med sygeplejersken til landsbyen langt væk, hvor folk igen var stimlet sammen for at blive tilset. Vi havde sat hele dagen af til det, så vi nåede en masse arbejde. Om aftenen  var vi til middag hos Veronica (lederen af kvindeskolen) og hendes mand, hvor vi fik nigeriansk mad, som vi rigtig nok savnede efter en weekend, hvor vi ikke havde spist andet!

Vi afsluttede også begge vores undervisning på Katedralskolen, så eleverne skulle gerne være klar til eksamen nu! Vi havde nogle gode afslutningstimer med repetition, quiz og fotografering (fællesbilleder).  Herudover havde vi en lille gave til hver elev bestående af en kuglepind, en blog og et bolsje. Den gave må man sige gjorde mirakler.

Tirsdag og onsdag var der ”sala”, som er muslimske helligdage. Dette betød, at alt var lukket ned – skoler, markedet osv. Selv præsteskolen var lukket. Hernede er det nemlig sådan, at kristne holder fri på muslimske helligdage og omvendt – alt andet vil være for besværligt, når muslimerne og de kristne i nærmest alle sammenhænge er blandet. Det betød for os 2 meget stille dage, hvor vi fik gjort huset rent og slappet af på det amerikanske universitet.

I denne weekend har vi været på tur til en lille landsby kaldt Tantile. Der var en køretur på ca. 3 timer derud af veje, som man i Danmark ikke vil kalde veje. Dagen brugte vi nede ved floden, hvor vi badede i det mest dejlige vand. Vi gik ture ved floden og beundrede den skønne natur med floden, hvis dybblå vand hamrede mod klipperne. Vi så også vilde aber, som tumlede sig af sted i det vilde krat. Vi boede hos præsten, der satte fine senge til rådighed og serverede mad i store mængder for os. Om aftenen deltog vi i et program holdt på en plads uden for kirken, hvor de forskellige kirkelige grupper hver havde noget underholdning at vise. Det var alt fra skuespil og march til afrikansk dans med sang og musik. Det var rigtig hyggeligt, og det vrimlede med mennesker, da hele landsbyen var samlet. Hen omkring midnat blev vi dog alle meget trætte, da vi havde været oppe siden kl. 5.00. Søndag morgen fandt vi derfor på fantastiske undskyldningen for, at vi kun skulle deltage i gudstjeneste i 2 timer, hvor vi desuden sang en sang som tak for deres gæstfrihed.

I den kommende uge har vi afslutning på LJS, da de her i starten af december begynder deres eksamener. Det bliver en trist afsked, men selvom vi ikke underviser dem mere, kan vi jo stadig gå op på deres hostel og besøge dem – de forlader først skolen d. 18/12.

Alt i alt har vi det stadig godt hernede. Julen er begyndt at nærme sig, så vi har pyntet op med julepynt og høre nu dagligt julemusik. Hernede er ikke anden julestemning end den, vi selv skaber. Vi har også fået Rasmus herned, som er børne-og ungdomsmedarbejder i ”Afrika in Touch”. Han havde en gigantisk spegepølse, 4 dåser leverpostej, en pyrus-tv-julekaldender samt julekort med fra vores forældre. Sikke en dejlig overraskelse!

Vi håber, at alle i Danmark vil gå dejligt ind i December.

Sei talatha!

Nyt fra Mbamba!

Internettet i Mbamba virker desværre ikke længere, så derfor bliver dette indlæg først lagt ud nu (det foregår fra en internetcafé):


Skrevet d. 9/11 - 2010!

I dag er det to måneder siden, vi for første gang trådte ud på nigeriansk jord. Som tiden dog flyver af sted! Vores hverdag er stadig travl, da der er så meget, vi gerne vil, og tiden indtil ankomsten til Kastrup lufthavn begynder at tikke.  Vi ærgrer os ofte over, at døgnet ikke indeholder mere end 24 timer! Det er nu også en kendsgerning, at man bare ikke kan nå det samme i 35 graders varme, som man kan derhjemme. Mellem kl. 12 og 15 er det i princippet for varmt til at lave noget som helst, og da vi så gør det alligevel, bliver vi frygtelig udmattende. Men det, der holder os oppe og kørende er netop også arbejdsopgaverne, som virkelig er både livsbekræftende og lærerige.  De livsbekræftende og lærerige arbejdsopgaver har såfremt ført til, at vi har forlænget vores rejse med 12 dage, således at vi først vender næserne hjemad d. 21. december og altså ikke sammen med de 6 andre volontører.

Vi har haft mange oplevelser siden sidst. Sidste fredag var vi i en nigeriansk biograf – den eneste af slagsen i miles omkreds. Det foregik på den måde, at vi fik stukket en bunke gamle dvd-film i hånden, og så kunne vi selv vælge. Filmen blev så sat på en stor skærm, og så sad vi i biograf-lignende sæder og så den – selvfølgelig som de eneste i biografen. Heldigvis havde de ”Sex and the city 2”, hvilket gjorde oplevelsen rigtig god!

Om lørdagen var vi til vores første nigerianske bryllup! Det var noget af en oplevelse, kan I tro – en meget anderledes  oplevelse end et dansk bryllup. Vi var brudepiger sammen med de andre volontører, og det var i sig selv en udfordring at skulle danse afrikansk dans op ad kirkegulvet, mens 1500 mennesker kiggede beundringsværdi, men også grinende på os (og nej, vi har INGEN videoer af det..!). Bruden kendte vi egentlig ikke, men da hun for mange år siden havde været i Danmark, anså hun os automatisk som hendes bedste venner, og derfor fik vi ikke blot invitation til brylluppet, men også en så fornem titel som ”brudepiger”. Da vi efter den afrikanske dans havde indtaget vores pladser i kirken, fandt vi ud af, at der var tre brudepar, der skulle vies på én gang. Kl. 10 skulle der være valg af den kommende biskop, så man havde derfor besluttet, at alle bryllupper for dagen skulle falde samtidig kl. 8.00 – så var der lige et par timer til at få det afviklet! Da vielsen var ovre, gik en større fotosession i gang ude foran kirken, hvor alle gæster skulle fotograferes med brudeparret. Efter dette var overstået, tog vi hen til stedet, hvor festen skulle holdes. Da vi var brudens ”hvide venner”, skulle vi  naturligvis sidde til højbords, hvilket indebar, at vi sad sammen med parret på en scene, mens de resterende gæster blev placeret på en tribune. Da alle havde danset rundt om brudeparret og øset pengesedler ud over dem, var det tid til måltidet, som bestod af nogle stegte ris og et kyllingelår. Maden havde ikke stor vigtighed til brylluppet. Så skulle alle gaverne gives og de skulle præsenteres – man gik op en flok af gangen og afleverede sin gave, som så blev pakket ud og beundret. Til gæsterne var der også en gave fra parret (hvilket er normalt) – gaven var en plakat med et billede af bruden og gommen. Til sidst kastede bruden sin kunstige blomsterbuket af stof, som hendes 1. brudepige (maid of honor) meget belejligt greb – surprise, surprise. Der var ikke taler og indslag til festen, men til gengæld var der hyret 2 konferencier, som havde ansvaret for, at tingene foregik i den rigtige rækkefølge. Det skal nævnes, at det var 3. gang at brudeparret havde forsøgt at blive gift, men fordi brudens forældre ikke havde penge nok, lykkedes det først nu. Der er måske noget om det med, at 3. gang er lykkens gang? Efter ca. 7 timers bryllup og fest tog vi hjem - godt trætte og mætte af indtryk.

I torsdags var vi til vores første ”rigtige” Boys’ Brigade møde. Det bestod af ½ times Bible Studies, og derefter var der foldboldkamp, hvoraf vi kun var med i Bible Studies. Det lyder måske ret overskueligt, men fordi man hernede opererer med ”african time” (store forsinkelser), startede mødet tre kvarter efter, det skulle have gjort, og derfor tog mødet halvanden time i stedet for en halv! På torsdag er det så os, der skal stå for Bible Studies – det bliver noget af en udfordring at skulle snakke om Bibelen på et andet sprog, samt at man skal være opmærksom på ikke at fornærme deres tro. Vi har spurgt Mette og Alex til råds, som meget venligt har sagt ja til at hjælpe os med, hvad man skal sige! Hvad skulle vi dog gøre uden dem? I denne uge har kirken ved Yola 1 deres årlige fodboldturnering, hvor Boys’ Brigade også har stillet op med et  hold. Vi prøver at finde tid til at tage ud og heppe lidt på dem!

Herudover havde Mette og Alex i anledning af Mettes indsættelse som præst i den lokale kirke bestemt, at de ville holde en mindre fest i søndags. Til dette skulle der slagtes to geder. Cecilie hjalp med slagtningsprocessen, mens Maria pænt blev derhjemme – hun havde fået nok efter slagtningen af de to høns. Bamse og Jordbær var de hovedansvarlige for at tilberede maden. Til festen var der ca. 50 gæster, som frydede sig ovre det  lækre måltid. En nigeriansk fest varer ikke mere end et par timer, så kl. 20:30 var alle gæsterne taget hjem.

Samme søndag brugte Cecilie hele dagen med den lokale sygeplejerske. En lille landsby langt væk havde bedt om lægehjælp. Vi pakkede derfor en taske med forskellig slags medicin og udstryr og drog af sted: sygeplejersken, Sara (en anden volontør), en evangelist, en mand, der havde ansvaret for vores sikkerhed, Haruna og så jeg. Turen derud var en oplevelse i sig selv – vi kørte over sletter, bjergstykker og bakker, og jeg blev meget overrasket over, hvad vores kære lille bus kunne holde til at gøre igennem og over. Nogle gange var det mest behagelig at lukke øjnene og håbe på, at Haruna havde styr på, hvad han lavede. Da vi nåede frem til landsbyen, blev vi informeret om, at mindst 300 patienter behøvede hjælp! Folk fra bjergene var kommet ned, da de af rygter havde hørt, at der var lægehjælp i byen. Da vi kun havde få timer til at hjælpe folk, måtte vi gå rundt mellem dem og vælge, hvem der var mest trængende – det var en rigtig, rigtig ubehagelig opgave. Vi tog dem så en efter en – kiggede på dem, tog temperatur og blodtryk, vurdere deres situation og gav dem evt. medicin. Sygeplejersken var selvfølgelig den ledende – vi var mest hjælpere. En del mennesker henviste vi til sygehuset, men dette vidste vi på forhånd var nyttesløst, da de hverken har penge eller transportmuligheder til dette. Vi nåede ca. at behandle 30 patienter, før vi måtte køre hjem, da vi dels skulle nå hjem til Mettes fest, men også skulle nå hjem inden mørkets frembrud. Oplevelsen den søndag sidder så dybt i mig – jeg har  aldrig oplevet nået lignende. Flere gange fik jeg tåre i øjnene, og en enkelt gang trillede dråberne ned på mine kinder. Selvom vi prøvede at sætte pris på den hjælp, vi trods alt nåede at give, var det forfærdelig at skulle forlade 270 syge mennesker – heraf 150 spædbørn med høj feber og malarie. Vi har meget klare intentioner om at tage derud igen, men det kræver både transport, penge, samt en hel dag. Både evangelisten og sikkerhedsmanden, som desuden fungere som oversættere, kan ingen hverdage pga. andet arbejde, og weekenderne er meget, meget pressede. Men det skal kunne lade sig gøre!

Det seneste nye er, at vi i dag havde vores første timer i uddannelsen til at blive officer i Boys’ Brigade. Det tog to timer, og herefter var vi begge ret møre af at have fået ørene fulde af Boys’ Brigades ”object”, uniformer, historie og rangopbygning. Og det var ikke de sidste timer vi skal have – næh, dette var bare begyndelsen, en slags introduktion. Vi skal også lære flagsprog, morse, kodesprog, march og alt muligt andet. Det bliver spændende!

Vi har i denne weekend også været i gang med at forberede eksamensspørgsmål til vores to klasser, som skal til eksamen i slutningen af november. Nu bliver det interessant at se, om de overhovedet har hørt efter!

Det var vist alt for nu - inaini!